Sådan udføres isolering af gulv
Gulvisolering udføres med plader af ekspanderet polystyren, som i daglig tale ofte bare kaldes flamingo. Flamingopladerne lægges ud ovenpå et lag af sand eller letklinker/leca kugler i to lag, som rettes af med et vaterpas eller en retteskinne. Lagene lægges med forskudte samlinger, så kulde ikke kan sive gennem samlingerne, og i et lag som er så jævnt som muligt, hvilket sikrer en ensartet tykkelse på betonlaget, som støbes ovenpå pladerne. Det er især vigtigt, hvis gulvet er med gulvvarme, da varmen fordeler sig i betonen, og et jævnt betonlag giver derfor en jævn fordeling af varmen. Pladerne skæres til med en flamingoskærer, der bruger varme til at skære gennem pladerne. En almindelig håndsav kan også bruges, men derved opstår der en del løs flamingo fra tilskæringen, og derfor bør du ikke bruge den udendørs, da den løse flamingo hurtigt vil blive spredt.
Inden betondækket støbes udlægges der også en radonspærre. Radonspærren forhindrer opstigende radongasser, som er en radioaktiv gasart, som findes i størstedelen af den danske undergrund og løbende frigives fra jorden, hvorefter den stiger op gennem gulve og ophober sig i boligens rum.
Du kan læse mere om radon her
Langs rummet kanter isoleres der med kantisolering, der er strimler af polystyren, som bryder kuldebroen mellem betondækket og indervæggen. Et korrekt udført gulv er på denne måde fuldstændig omsluttet af isolering. Nedenfor kan du se en tegning af korrekt udført gulvisolering med to Jackon Jackopor 60 og Super EPS 60, der svarer til Sundolitt S60 og Sundolitt C60 Climate. Forskellen på de to typer forklares længere nede i dette indlæg.