Brædder, planker og lignende er er inddelt i en række sorteringer, der typisk kaldes usorteret, kvinta, seksta og vrag. Hver sorteringsklasse egner sig til forskellige formål, så læs mere her om sorteringer af træ og hvad de forskellige sorteringer anvendes til, inden du handler.
Brædder, planker og lignende er er inddelt i en række klasser. Fordi træ er et naturmateriale, er der store variationer i kvaliteten, når man skærer træet op. Derfor inddeles det i forskellige sorteringer, så man er garanteret en hvis kvalitet, når man køber træ – eller ikke betaler ekstra for en bedre kvalitet end hvad man reelt har brug for.
Brædderne sorteres visuelt på baggrund af flere parametre som:
Sorteringsklasserne stammer oprindeligt fra Sverige, hvor man i 1960 vedtog en række sorteringsregler for udvælgelse af træ. Formålet var, at man ville sikre en ensartet kvalitet fra producenterne. Klasserne inddelte træet i 6 sorteringsklasser. Klasse 1-4 kaldtes usorteret, klasse 5 kaldtes kvinta, og klasse 6 kaldtes seksta.
I 1994 blev sorteringsklasserne omdøbt, så de kom til at hedde A1-A4 (usorteret), B (kvinta) og C (seksta). Desuden kom en ny klasse til, som kaldes vrag og fik betegnelsen D.
I år 2000 kom der igen en ny standard, kaldet SS-EN 1611-1 2000, hvor klassen usorteret blev reduceret til to klasser i stedet for fire, og sorteringerne også fik nye betegnelser. På trods af at dette er den nyeste måde at angive brædders kvalitet på, så er betegnelserne ikke særlig udbredt, og du vil derfor oftest se brædderne angivet i henhold til de gamle standarder.
Usorteret træ kaldes usorteret, fordi det er en blanding af de fire bedste klasser, som tidligere hed klasse 1-4 (A1-A4 i 1994 sorteringsklasserne). I 2000-standarden reduceres de 4 klasser til to, så reelt er der i dag tale om en blanding af de to bedste sorteringer, kaldet G4-0 og G4-1.
Usorteret træ kaldes også snedkertræ eller forrammetræ, da det anvendes til snedkerarbejde, herunder fremstilling af vinduer møbler og meget andet. Det har meget få knaster, helt skarpe kanter og egner sig derfor godt til snedkerarbejder, hvor træet skal være knastfrit, stærkt og ensartet i udseende.
At fuge vinduer med mørtel har i mange år været det foretrukne produkt til fugning af vinduer og døre, og anses også i dag som den mest traditionelle type for fuge. Det er dog vigtigt, at man vælger en mørtel som indeholder kalk, altså en kalkmørtel, og ikke en mørtel som indeholder cement. En kalkmørtel er nemlig diffusionsåben på grund de åbne porer i kalken, og er også mere elastisk end cement. Selvom fugning med kalkmørtel er en såkaldt “gammeldags metode”, er der en lang række gode egenskaber såsom gode vedhæftningsevner, elasticitet, dampdiffusion og fugtregulering, som stadig er vigtige og stadig foretrækkes i forhold til fugning af vinduer og døre i dag. Det er især oplagt, at vælge at mørtelfuge vinduer og døre i ældre murede huse, da det vil passe ind den eksisterende stil. At mørtelfuge vinduer og døre vil dog ofte resulterer i mindre sprækker samt give mulige problemer med hæfteevnen. Dette er også grunden til, at der er en del som mener at der findes bedre alternativer end at fuge vinduer med mørtel.
Den 6. bedste kvalitet i den oprindelige klassificering kaldtes seksta træ eller udskud, og fik i 1994 betegnelsen C, mens den i 2000 standarden hedder G4-3
Seksta sorteringen har ofte bomkant, en del knaster og fejl, og derfor anvendes det til typisk kun til forskalling og lignende formål, hvor den enkelte brædde ikke har en kritisk rolle i konstruktionen og hvor udseendet er uden betydning. Den ringere sortering betyder samtidig, at prisen er lavere på denne type brædder.
I 1994 kom en ny klasse til, som kaldes vrag og fik betegnelsen D i 1994 standarden, mens den i 2000 standarden bliver betegnet G4-4.
Der er tale om den ringeste kvalitet, og dermed også den billigste. Grunden den ringe kvalitet med bomkante, mange knaster og fejl, anvendes denne type træ ikke i konstruktioner, men til andre, ofte midlertidige formål, som afskærmning af byggepladser og lignende.
Andre trævarer, som tagbrædder, beklædningsbrædder og lignende vil sjældent være klassificeret inden for ovennævnte sorteringsklasser, for her har producenten udvalgt brædder som egner sig til det konkrete formål, som træet sælges til.
Fuldkant og bomkant/vankant er to begreber, som du ofte støder på, når det handler om træ og sorteringer. Bomkant eller vankant er skrå kanter ikke-kantskåret træ, Hvor du stadig kan se noget af den naturlige træoverflade, og kaldes derfor også nogle gange for barkkant. Dette ses ikke ved kantskåret træ, der er fuldkantet og har 4 skarpe kanter.
På savværket skæres træet op, og opskæringen er ofte relativt grov og efterlader trævarer, som er har en meget ru overflade og er nødvendigvis er helt målfaste. Derfor høvles mange trævarer for at opnå mere nøjagtige mål. Derfor vil du ofte støde på to forskellige angivelser af mål. Det ene, kaldet nominelle mål, er målene, som træet er savet på. Det andet, kaldet høvlede mål, er de mål, som træet har – eller burde have – efter det er høvlet.
Du vil derfor ofte støde på uhøvlede brædder i tykkelser på 19, 25 og 38 mm, mens høvlede brædder er 22 og 32 mm i tykkelsen. Det samme gælder andre tykkelser og bredden. Skal du bruge træ til forskalling eller andre opgaver, hvor det er vigtigt at brædderne tykkelse er præcist og ensartet, eller at overflade er glat, så bør du vælge høvlet træ.
