Almindeligt stål kan bruge både ude og inde, men anvendes det udendørs uden at være overfladebehandlet, vil det med ret hurtigt begynde at ruste. Der findes flere forskellige overfladebehandlinger af stål, som modvirker rust, og forlænger levetiden på forskellige stålprodukter fra stålbjælker til træskruer.
En af de mest almindelige overfladebehandlinger, udover maling, er forzinkning eller galvanisering, hvilket grundlæggende er det samme. Forzinkning eller galvanisering er den proces, hvor emner i metal påføres et tyndt lag zink, som beskytter det. Når zink udsættes for vejr og vind, vil det danne mat og grålig overflade. Den patinerede overflade er et lag zinkkarbonat, som kommer af, at zinken danner en kemisk reaktion med ilt, fugt og CO2 fra luften. Det tynde lag zinkkarbonat kan ikke opløses af vand og beskytter metallet, hvilket er baggrunden for, at skruer tagrender og andre ting i zink har en lang holdbarhed.
Forzinkning eller galvanisering kan udføres på to måder, der både har betydning for rustbestandigheden og for prisen.
El-forzinkning eller el-galvanisering er den billigste af de to metoder, og foregår ved, at stålet nedsænkes i et kar, der indeholder en væske med zink i. Der sættes strøm til stålet og herved sætter zinken sig som et tyndt lag på stålet. El-forzinkning eller -galvanisering er giver kun et meget tyndt lag beskyttelse, og derfor bør el-forzinkede skruer og lignende som udgangspunkt kun anvendes indendørs. Skruer og beslag er typisk mærket med forkortelsen FZB, hvis de er el-forzinkede.
Varmgalvanisering er varmforzinkning er den anden type galvanisering. Her nedsænkes stålet i smeltet zink, der har en temperatur på 460 grader celsius. Det giver et tykkere lag zink end ved el-forzinkning og dermed en bedre beskyttelse mod rust. Varmgalvaniseret stål egner dig derfor til brug udendørs, og bruges til rustbeskyttelse af alt fra lygtepæle og autoværn, til beslag og skuer. Varmforzinkning eller varmgalvanisering forkortes VFZ.
I daglig tale omtales el-forzinkning ofte med betegnelsen forzinkning, mens varmgalvanisering oftere omtales som galvanisering. Den store forskel ligger dog ikke i om det kaldes forzinkning eller galvanisering, men om rustebeskyttelsen er udført med el eller med varme, da det har betydning for om stålet egner sig til brug indendørs eller udendørs.