Montering af nye vinduer
Montering af moderne vinduer giver facaden et unikt præg, og sænker både energiforbrug og støjniveau. Inden du køber vinduer, er det en god idé at sætte dig ind i, hvad U-værdien er, og hvilke fordele og ulemper der er ved vinduer i træ, PVC og alu. I denne guide lærer du de vigtigste ting for et vellykket valg af vinduer, og hvordan du monterer dem!
Før du starter
Nutidens vinduer kommer i en række forskellige designs og udseende. De mest almindelige materialer er træ, aluminium og PVC (plast). Trævinduer passer til de fleste bygninger og er nemme at male, men de kræver også en del vedligeholdelse i modsætning til aluminium og PVC, der stort set er vedligeholdelsesfrie. PVC-vinduer er ofte den billigste løsning og har i mange tilfælde bedre energiprofil end trævinduer. Ulemperne ved PVC-vinduer er, at udvalget af modeller er mere begrænset, og at de er svære at male om. Aluminiumsvinduer fås i flere modeller, er energivenlige, og så er de vedligeholdelsesfri, men er dyrere og sværere at male om end trævinduer. Montering af de forskellige typer er ens, det er ofte fastgørelsesmetoden, der er den største forskel.
Hvad er en U-værdi?
For at angive, hvor energivenligt et vindue er, er der angivet en såkaldt U-værdi (ældre vinduer kan være mærket med en K-værdi). Jo lavere U-værdien er, desto bedre er vinduet fra et energimæssigt synspunkt. Et moderne 3-lags vindue har en U-værdi på omkring 1,3 W/m2K og for at sætte det i perspektiv, har en ydervæg ofte en U-værdi på 0,2 W/m2K. Dette kan være godt at huske på, når du skal vælge størrelsen på dine vinduer, da et større samlet areal af vinduer øger ydervæggens gennemsnitlige U-værdi.
Kend kravene
Det er også vigtigt at huske på de regler, der gælder for vinduer. Fra og med 2021 er det er krav, når man udskifter, eller sætter helt nye vinduer i, at vinduerne er A-mærkede med 3-lags glas. Der er dog enkelte leverandører der leverer 2-lags glas som også lever op til kravene, men hør din leverandør om dette. Derudover skal der i alle beboelsesrum og køkken være mindst én såkaldt redningsåbning. Det er en åbning som personer kan komme igennem i tilfælde af brand. Åbningens frie højde skal være mindst 60 cm, den frie bredde skal være mindst 50 cm, og højde plus bredde skal være mindst 150 cm. Hvis afstanden mellem åbningens underkant og terrænet uden for er mindre end 2 meter, kan redningsåbningens frie højde dog reduceres til 50 cm.
Hvad er modulmål?
Vinduesmål er nogle gange angivet i decimeter, fx 13x10, hvor 13 er bredden og 10 er højden. Disse mål kaldes modulmål og angiver størrelsen på det murhul, hvor vinduet skal monteres, som i dette tilfælde bliver 130 cm bredt og 100 centimeter højt. Den faktiske størrelse af vinduet er ca. 20 mm mindre end modulmålet for at give plads til isolering omkring vindueskarmen.
Tænk bæredygtigt
Et vindue er en del af husets klimaskærm, der skal holde indeklimaet adskilt fra de udendørs vejrforhold, samtidig med at det er husets smukke øjne. Vælg derfor vinduet med den laveste U-værdi blandt de vinduer, der passer til netop dit hus, og tænk også en ekstra gang over, om vinduet skal kunne åbnes. Et fast vindue er billigere, og risikerer ikke at begynde at lække på grund af dårlige tætningslister. Næste skridt er at vælge et vindue, der kræver minimal vedligeholdelse og så også udføre den vedligeholdelse, som dit valg af vindue medfører. Så har du med garanti vinduer, der holder længe.
Vedligehold
PVC- og aluminiumsvinduer er næsten vedligeholdelsesfrie. De kræver kun smøring af hængsler og vask med lunkent vand med et par dråber vaskemiddel i. Det kan med fordel gøres, når vinduerne pudses, men gerne mindst en gang årligt.
Trævinduer vedligeholdes på samme måde som PVC- og aluminiumsvinduer, men skal eftermales efter en vis tid. Hvornår et trævindue skal males om afhænger af, hvor vejrudsat det har været.